Må vi netværke hos dig?

Det er blevet en tradition, at vi afholder vores netværksmøder hos vores medlemsvirksomheder. Derfor har vi gennem tiden besøgt både Arbejdernes Landsbank, Kejserindens Gryder, EvocaZion, Mekonomen, Advodan og TimeGruppen og i fremtiden også e-supplies og Ricoh. Vi mangler nu en virksomhed, der vil lægge hus til den 3. november kl. 7-9 og/eller den 1. december kl. 16-18.

Vil du have 30-40 erhvervsdrivende indenfor, så send en mail til info@erhvervssammenslutningen.dk. Det eneste det kræver af din virksomhed er, at I har plads til os, og at I vil byde på lidt morgenmad, hvis det er et morgenmøde eller en sandwich, hvis det er et eftermiddagsmøde.

Lykkelige Lykkebæk

Ungdomsprisen på 10.000 kroner uddeles årligt af Erhvervssammenslutningen i samarbejde med Danske Bank til en ung medarbejder, der yder noget særligt på sin arbejdsplads. I år gik prisen til Michael Klitmose Lykkebæk, der til daglig er ansat som kok på Glostrup Park Hotel.

Michael har været en fantastisk kokkeelev på Glostrup Park Hotel og har fra første dag været super pligtopfyldende, præcis og 100 % klar over, hvad han  står for som menneske og som elev. Han er gået til alle de opgaver og udfordringer, han er blevet stillet med en entusiasme, som køkkenchef Sune Lauren ikke har set før i sine 7 år som køkkenchef . Og det netop også derfor, at Sune valgte at indstille Michael til prisen.

Michael har uden at have en eneste sygedag formået at gå igennem en uddannelse på 3 ½ år med praktik og skoleperioder. Han er ikke på et eneste tidspunkt kommet så meget som 1 minut for sent, hverken i skolen eller på jobbet. Sune spurgte ham engang, om hvordan han som den eneste kunne komme til tiden til alle sine timer på Hotel- og restaurant skolen, hvortil han svarede: ”Det er da ikke så svært, det er jo bare et spørgsmål om gerne at ville overholde sine aftaler”.

Michael er super vellidt hos alle sine kollegaer, kokke som tjener, og er en person, som de andre elever er gået til med spørgsmål og udfordringer, som han til hver en tid enten har kunne hjælpe dem med eller vise hvordan, de skulle udføres.

Michael afsluttede afsluttet sin elevtid den 31/3 2015, og blev efterfølgende ansat som kok med det samme! Og vi skylde nok at sige, at han afsluttede sine eksaminer med karakterne 12-12-12-10, som udløser en sølvmedalje fra Hotel- og restaurant skolen.  En præstation som endnu en gang understreger, hvor top professionelt han er gået til sin rolle som kokkeelev på Glostrup Park Hotel.

Stor tillykke herfra.

Generalforsamling med priser, foredrag og netværk

Tirsdag den 19. maj afholdt vi generalforsamling i Erhvervssammenslutningen. Albertslund Kommunes kantine dannede rammerne om arrangementet, hvor knap 60 deltagere var mødt op for at høre om året der gik, og hvad fremtiden bringer for medlemmerne. Efter en kort beretning fra formand Jens Sørensen, der blandt andet kunne konstatere, at deltagerantallet ved netværksarrangementerne stiger flot, blev regnskaberne gennemgået. Også her kunne Erhvervssammenslutningens bestyrelse berette, at alt går efter planen, og at de forgangne års investeringer nu begynder at bære frugt. Medlemstallet er nu oppe på 220 medlemmer, hvilket svarer til en tilgang på 1 medlemsvirksomhed om ugen i de forgangne 2 år.

Aftenen bød også på to prisuddelinger. Ungdomsprisen, som vi uddeler i samarbejder med Danske Bank til en ung medarbejder, der har ydet en særlig indsats i sit arbejde samt Hverveprisen, som går til det medlem, der har skaffet flest nye medlemmer til netværket i det forgange år.

Ungdomsprisen gik i år til kok Michael Klitmose fra Glostrup Park Hotel, der blev belønnet med 10.000 kroner for at gå til alle sine opgaver og udfordringer med en entusiasme, som hans chef, Sune Lauren ikke har set før i sine 7 år som køkkenchef . Hverveprisen på 5.000 kroner til en gourmetmiddag gik til Bo Aabech fra Online Supplies for at have skaffet 7 nye medlemmer til netværket.

Hvad kan dit firma lære af Irma?

Vanen tro bød generalforsamlingen også på et spændende foredrag, denne gang med tidligere direktør i Irma, Alfred Josefsen. På underholdende vis han fik videregivet sit syn på fremtidens ledelse, der i hans optik handler om mennesker, anerkendelse, kompetencer og tillid, en ledelsesstil han selv havde stor succes med i sin tid hos Irma. Til stor inspiration for de fremmødte, formidlede Alfred sine budskaber på en levende facon, hvor alt lige fra ølkasser og navneskilte blev taget flittig i brug, og den efterfølgende spørgerunde bød da også på interessante spørgsmål og supplerende betragtninger fra medlemmerne. Eftermiddagen blev rundet af med en middag, hvor medlemmerne fik netværket med hinanden, hvilket de efterhånden er blevet rigtig gode til efter at have været med til netværkets mange arrangementer i årenes løb. Alt i alt en ganske vellykket aften, der fik sat tankerne i gang og smilebåndende på overarbejde.

Det er nu ved at være 1 år siden, vi indførte netværksmøder i Erhvervssammenslutningen. Møder, hvor det udelukkende handler om at skabe relationer, og dermed møder uden foredragsholdere eller andre underholdende indslag (andet end dem vi selv står for!). I dag lykkedes det os at samle 46 morgenfriske erhvervsdrivende fra Vestegnen, der mødtes til givtigt og relationsskabende gruppearbejde med fokus på netop relation. I grupperne skulle deltagerne beskrive hinandens virksomheder så godt, at de efterfølgende kunne præsentere hinandens virksomheder i plenum for alle deltagerne. Der var masser af summen og latter i grupperne, og resultaterne af dagens anstrengelser var gode. Dagen blev rundet af med prøvekørsel af diverse el-biler, som værtsvirksomheden Mekonomen Autoteknik/ES Motor, havde hentet ind til dagens anledning. Alt i alt et velbesøgt arrangement, som vi er meget stolte af.