Webinar: Coronatristhed – sådan holder du motivationen oppe
DI Hovedstaden og de 12 vestegnskommuner har sammensat et webinar som giver lokale virksomhedsledere konkrete ledelsesmæssige værktøjer, som kan få dem selv og medarbejderne gennem de ”forhåbentlig” sidste svære måneder af pandemien.
Det er gratis at deltage webinaret løber af stablen 28. januar kl. 9-10. Se program og tilmelding her
Det er lidt af en udfordring at være en tilstedeværende og motiverende virksomhedsleder i Coronatider. Efter næsten 10 måneder med smittefare og restriktioner er coronatristheden ved at snige sig ind over os. Både i privatlivet og på arbejde.
– Jeg er enormt glad for, at vi har stablet dette webinar på benene – særligt i en periode, hvor mange virksomheder kæmper på mange fronter. Både i forhold til selve forretningen men også i forhold til ledelse. Rigtig mange må arbejde hjemme og ser kun kollegaerne på skærmen. For dem, der stadig skal møde fysisk ind på arbejdspladsen, så er det sociale samvær også meget begrænset. Det kræver en helt anden ledelse og det kræver, at man som leder tænker ud af boksen for at fastholde motivationen. Det vil vi gerne give noget inspiration til på dette webinar, siger Peter Lanng Nielsen, Formand for DI Hovedstaden og Adm. Dir. i Keolis Danmark.
Af Michael Odsgard