Vores første kommunekomsammen var en stor succes
I går havde Erhvervssammenslutningen fornøjelsen af at invitere vores medlemmer indenfor på Brøndby Rådhus til vores første ‘Kommunekomsammen’. De fire kommuner, Erhvervssammenslutningen repræsenterer (Glostrup, Brøndby, Vallensbæk og Albertslund) havde alle forberedt gode og spændende oplæg, der satte fokus på dagens emne ‘medarbejderen’. Mange interesserede medlemmer var mødt op for at få viden om, hvad kommunerne har af tilbud, og det blev lystigt stillet spørgsmål og debatteret i byrådssalen, der dannede rammerne om arrangementet.
Emnerne, som blev vendt, var blandt andet Flexjob, rekruttering, fastholdelse af syge medarbejdere samt jobrotation, og jobcentrenes oplæg blev suppleret af case-historier fra tre medlemsvirksomheder, der alle har haft positive oplevelser med deres samarbejde med kommunen.
Efter oplæggene var der tid til at netværke med både borgmester Ib Terp, kommunernes repræsentanter og selvfølgelig med hinanden. Alt i alt et meget vellykket arrangement, som vi vil afholde mange flere af i fremtiden.