Overset Hjælpepakke: Virksomhedsejere kan også få kompensation

Ejer du 25 procent eller mere af en virksomhed, der har tabt mere end 30 procent af omsætningen på grund af Corona, så er der sandsynligvis hjælp at hente i regeringens hjælpepakke for Selvstændige og Freelancere med CVR-nummer.

Hjælpepakken blev i april udvidet til at gælde virksomheder med op til 25 fuldtidsansatte – den første udmelding i marts, da pakken blev præsenteret, var 10 ansatte.

Flere virksomhedsejere har heller ikke været klar over at Hjælpepakken for selvstændige også gælder ejere af A/S’er, ApS’er, IVS’er og I/S’er mv.

Derfor har flere virksomhedsejere ikke set omsætningskompensation for Selvstændige og Freelancere som en mulighed.

I juni er denne hjælpepakke så yderligere blevet forlænget til 8. august 2020. Det betyder, at mange virksomhedsejere kan få 115.000 kroner i hjælp, hvis Corona’en har ramt omsætningen i perioden 8. marts – 8. august. Hvis der er en medhjælpende ægtefælde i virksomheden er beløbet 230.000 kroner.

Man kan søge for tre, fire eller fem måneder.

Omsætningsreferencen er 2. kvartal 2019 mod 2. kvartal 2020.

Der skal ikke bruges revisorbistand til ansøgningen – Revisoren skal kun på banen, hvis ens ansøgning efterfølgende udtages til kontrol.

Ansøgningen skal indsendes senest 31. august 2020.

Læs mere og søg hjælpepakken her…

Af Michael Odsgard

Udgivet d. 2. juli 2020