Netværk er ledernes fest

Trænger din virksomhed til en succes at fejre, er det måske på tide at du, ligesom flere og flere professionelle ledere, afsætter masser af tid til at netværke. Undersøgelser har nemlig vist, at professionel networking har afgørende værdi i mange virksomheder, og at de hurtigst voksende virksomheder er de virksomheder, der har et stort netværk omkring sig. Med andre ord, der er altså god kommerciel fornuft i sociale engagementer.

Vi kender det allerede fra privatlivet. Vi forlader os uden tøven på vores bekendtes rådgivning eller tilbud, når vi skal købe nyt tv til hjemmet eller have udført et stykke arbejde på huset. Vi trækker på vores netværk, fordi vi har langt større tillid, til dem vi kender eller får anbefalet, end dem vi ikke kender. Og nøjagtig samme cocktail gør sig gældende for succesfulde ledere, når de træffer beslutninger på arbejdspladsen.

Vi drukner i markedsføring og øl

Spørgsmålet er nu blot, om du også får danset nok med andre virksomheder, så det fører til forretningsmæssig succes for dig? For det handler ganske enkelt om at skabe tillid og personlige relationer. Vi bliver dagligt bombarderet med op til 3000 markedsføringsbeskeder om dagen og i denne totale forvirring af muligheder og valg, er mund-til-mund mere værdifuld en nogensinde. Vi vil have anbefalinger fra personlige relationer, vi har tillid til – relationer vi anser som langt mere stærke end de kommercielle.

Nu blev Rom ikke bygget på en dag, og heldigvis brygger Carlsberg øl hver dag. Det kan nemlig tage flere år og mange øl at opbygge så tætte relationer, at vi ligefrem tør sætte vores egne relationer på spil ved at anbefale hinanden til andre i vores professionelle netværk. Men tømmermændene er det hele værd, for disse anbefalinger betyder noget helt andet på bundlinjen end kold kanvas, hvor du skal være heldig for at ramme ind i en virksomhed, der lige står med et behov for den ydelse, du kan levere.

Festen må dog aldrig blive en lukket fest. Det er også vigtigt for virksomheder, at tilskynde sine medarbejdere til at kaste sig over faglige fora eller andre af de netværk, der er omkring deres fag. For jo flere relationer, din virksomhed får skabt på kryds og tværs, jo mindre er risikoen for, at din næste invitation byder ind til din virksomheds afdansningsbal.

Udgivet d. 29. august 2018