Kom til virksomhedernes dag 2021 i Vallensbæk

Den 14. oktober mødes virksomheder i Vallensbæk til en dag fyldt med netværk, inspiration og videndeling, når Virksomhedernes Dag 2021 løber af stablen. Tilmeld din virksomhed senest 1. oktober, og bliv en del af dagen.

Den 14. oktober 2021 er virksomhederne i Vallensbæk inviteret til Virksomhedernes Dag, hvor der venter et spændende program med oplæg og masser af mulighed for at netværke og udveksle erfaring med andre lokale virksomheder og kommunen, samt muligheden for at netværke med interessenter fra fx Erhvervshus Hovedstaden.

Du kan også møde Erhvervssammenslutningen på dagen.

– I Vallensbæk Kommune arbejder vi for at blive en endnu mere erhvervsvenlig kommune med plads til mange typer af virksomheder og let adgang til kommunen. Vi har ambitioner for erhvervsområdet, og vi vil gerne være i løbende dialog med kommunens erhvervsliv og hele tiden undersøge, hvad virksomhederne har brug for, siger borgmester i Vallensbæk Henrik Rasmussen.

På Virksomhedernes Dag kan dialogen mellem kommunen og virksomhederne blive endnu tættere, end den i forvejen er, og dagen giver samtidig masser af mulighed for, at Vallensbæks lokale virksomheder kan netværke og sparre med hinanden.

Billede fra Virksomhedernes dag i 2019

Tiden efter corona

Temaet for dagen er centralt og relevant; der bliver sat fokus på tiden efter corona, og hvad læringen har været undervejs. Ord som digitalisering, omstilling, automatisering og bæredygtighed kan have fået en anden eller helt ny betydning efter corona, og hvad stiller man så op?

Hovedtaleren på dagen er Peter Mogensen fra tænketanken Kraka og Small Great Nation, som også er politisk kommentator på TV2. Han vil fortælle om de nye løsninger, der er opstået efter corona – eksempelvis inden for bæredygtighed og digitalisering.

Der er også inspiration og viden at hente fra de tre lokale Vallensbæk-virksomheder Takeda, Matrix Sales og Frugt.dk, når de holder oplæg om deres erfaringer i tiden med og efter corona; hvad blev de ramt af? Hvordan håndterede de det? Og hvad tager de med sig videre?

Tilmeld din virksomhed hos Anja Schlamovitz Larsen på anla@vallensbaek.dk senest d. 1. oktober 2021.

Fakta:

Virksomhedernes Dag 2021 finder sted hos kontorhotellet House of Dreams på Vallensbækvej 63, 2625 Vallensbæk.

Det er den 14. oktober kl. 15.00-17.30.

Udgivet d. 25. september 2021