Juletogtur bød på julehygge i et fortryllende sneklædt landskab

55 vinterklædte medlemmer med familie og et par hunde fik en dejlig togtur i det sneklædte landskab i Hedeland, da Erhvervssammenslutningen havde inviteret til julehygge i starten af december.

Vejrguderne havde sørget for at dække landskabet med et fint hvidt tæppe, hvilket bidrog til den rette stemning på den 5 km lange togtur, der i øvrigt er Danmarks længste smalsporede veteranjernbane.

Der blev hygget med æbleskiver, gløgg og julesange, da toget undervejs stoppede hos de gule spejdere fra Hedehusene. Her kom selveste julemanden også på besøg med godteposer inden turen sluttede, hvor den startede på Hedehusgården.

Tak for et hyggeligt julearrangement.

Udgivet d. 8. december 2023