Hverveprisen 2016 gik til…

Var du ikke med til vores generalforsamling, så gik du ikke alene glip af et fremragende foredrag med Asger Aamund, men gik også glip af vores årlige Awards show. Vanen tro uddelte vi tre priser herunder også vores hvervepris, til det medlem, der i løbet af året havde skaffet flest medlemmer til Erhvervsammenslutningen. Og i år gik prisen til Henrik Fog Martens fra First Lease, som havde fået 3 virksomheder til at melde sig ind i Erhvervsammenslutningen. Henrik vandt dermed prisen på 5.000 kroner til en gourmetmiddag og rygtet siger, at Kong Hans snart får besøg.

Vores hvervepris blev stiftet for tre år siden. Vi har nemlig erfaret, at de mest loyale medlemmer er dem, der har fået anbefalet et medlemskab af et nuværende medlem. Vi har derfor år efter år opfodret vores medlemmer til at sprede budskabet om vores eksistens, i håbet om, at vi kan vokse os større og stærkere som netværk. Samlet set har vi i de seneste tre år fået over 40 medlemmer på den konto. Og derfor synes vi, at en Hvervepris er helt på sin plads.

 

Foto: Jesper Koefoed. www.koefoedfotografi.dk
Udgivet d. 20. maj 2016