Flexkapacitet donerer pris til Menighedsplejen i Vallensbæk

Hovedparten af Erhvervsprisen 2020 kan nu sikre julehjælpen til en række familier i et år, hvor den frivillige forening har været afskåret fra at holde de sædvanlige indsamlingsarrangementer

Det er to måneder siden, Flexkapacitet modtog Erhvervssammenslutningens Erhvervspris 2020. Siden da har ejerleder, Helene Koers været i tænkeboks, for at finde det helt rigtige, gode formål at donere en del af pengene til, og valget blev truffet, da hun hørte om Menighedsplejen i Vallensbæk.

Torsdag den 26. november kom foreningens formand, Lone Christiansen derfor på besøg i Flexkapacitet for at modtage 20.000 kr.

Helene Koers og Lone Christiansen mødtes torsdag på Flexkapacitet. I stedet for en blomst blev de 20.000 kr. suppleret med en pose drikkedunke, som Menighedsplejen kan bruge til julegaver

-Menighedsplejen er styret af frivillige og sognepræster, arbejder lokalt og hjælper trængende familier – især her i juletiden. At corona-pandemien så i år betydet aflysninger af de arrangementer, hvor foreningen skulle tjene penge til formålet, slog hovedet på sømmet for mig, og det føles helt rigtigt at hjælpe dér netop nu, siger Helene Koers.

Ingen indtægter i år

Lone Christiansen modtager donationen med ’dyb taknemmelighed’ og siger:

-Hvor er det dejligt, at der er nogle, som tænker på andre mennesker.

Hun og de øvrige omkring 20 aktive i menighedsplejen ved ellers om nogen godt, hvad det handler om. Foreningen arrangerer – i samarbejde med Vallensbæk Sogns kirker – bl.a. gratis kirkefrokoster og udflugter, og giver bidrag til alt fra fodboldstøvler til sommerferiehjælp.

Menighedsplejens største opgave er dog den årlige uddeling af julehjælp til familier, som ikke selv har økonomi til at holde jul med alle de faste mad- og gavetraditioner. Både Lions Club og Rema1000 er samarbejdspartnere i uddelingen, men hovedindtægten plejer at komme fra foreningens store Høstmarked, som i år blev aflyst pga. Covid-19, lige som det julemarked, foreningen sidste år indførte med tanke på en fremtidig, fast tradition.

-Så vi har ikke haft indtægter i år, og samtidigt er der i år endnu flere familier, som søger julehjælp på grund af krisen. Derfor kommer donationen fra Helene Koers som en gave fra himlen, siger Lone Christiansen.

Erhvervsprisen er på i alt 25.000 kr. hvoraf de 5.000 er brugt sammen medarbejderne i Flexkapacitet.

-Det er trods alt dem, som har æren for prisen og den gode service, vi giver vores kunder. Så vi fejrede den med champagne og lagkage, fortæller Helene Koers.

Man kan støtte Menighedsplejens arbejde på foreningens MobilePay 96042. Alle beløb er velkomne.

Udgivet d. 26. november 2020