Glostrup Kommune præsenterer ny erhvervsstrategi

Glostrup Kommune ønsker at være en attraktiv by at etablere og drive virksomhed i. Derfor har kommunen arbejdet på en ny erhvervsstrategi, der kan bidrage til et stærkt og forpligtende samarbejde mellem Glostrup Kommune og Glostrups erhvervsliv og derved understøtte Glostrup erhvervsliv bedst muligt.

Glostrup Kommune inviterer derfor alle virksomheder i Glostrup til en workshop tirsdag d. 14. marts kl. 16.00 – 19.00 på Glostrup Stadion.

På workshoppen vil du have mulighed for at bidrage med nye ideer og tanker omkring et gunstigt samarbejde mellem erhvervslivet og Glostrup Kommune, samt kommentere på det udkast til en ny erhvervsservicestrategi, du ser herunder – klik på billedet.

Workshoppen starter med en velkomst ved Borgmester Kasper Damsgaard, og derefter vil der være et oplæg om udviklingen af erhvervslivet i hovedstadsregionen og erfaringer fra det virkelige liv. Efterfølgende vil der være en præsentation af erhvervsservicestrategiens hovedpunkter. Til slut vil der være mulighed for at drøfte 3-4 emner fra strategien i mindre grupper på workshoppen.

Du får her en unik mulighed for at påvirke Glostrup Kommunes erhvervsservicestrategi med dine ideer og input.

Vil du med, skal du senest d. 6. marts tilmelde dig hos Dorthe Kjerulf, Erhvervsambassadør Glostrup Kommune på dorthe.kjerulf@glostrup.dk.

Udgivet d. 23. februar 2023