Bestyrelsen har holdt konstituerende møde og fordelt posterne det kommende år.

Ny formand er Bo Kristiansen, der til daglig er adm. direktør i Coma System. Bo er et kendt ansigt i Erhvervssammenslutningen, da han altid deltager i arrangementerne og er facilitator på netværksmøderne.

Hanne Lunddal Jensen, der ejer Lunddal Consulting er ny næstformand.

De øvrige poster fordeler sig således:

Kasserer: Kaare Dehn, ejer af KD Consulting.

Sekretær: Mette Hviid Togsverd, adm. direktør på Folkebladet.

André Kowalczyk, adm. direktør og partner i Værkstedsgårdens Ejendomsudlejning.

Kenneth Waagenes, adm. direktør i Ryds Bilglas.

Henrik Bartels, partner i Advodan

Anders T. Johansen, ejer af ATJ-Energi

Her finder du kontaktoplysninger til bestyrelsen – klik her

Sekretariatet består af:

Medlemsambassadør Charlotte Truelsen, ejer af Clunz.

Kommunikationsansansvarlig Michael Odsgard, ejer af Odsgard Reklame/Marketing.

Dette års generalforsamling var meget anderledes end tidligere og blev på mange måder en succes.

Det lykkedes at gennemføre generalforsamlingen som et online videomøde, der var kampvalg om pladserne i bestyrelsen, der var indkommet to forslag og vi fik sagt pænt tak til den afgående formand og næstformand.

Mødets dirigent Henrik Bartels havde godt styr på dagsordenen og deltagere – selvom der var lidt mere at se til end normalt.

Bestyrelsen var samlet i et lokale med en ’varm stol’ med lyd og kamera. Stolen blev på skift indtaget af de bestyrelsesmedlemmer, der skulle sige noget.

Ude bag skærmene fulgte 25 medlemmer med og gav deres input via chatten. Alle kandidater til bestyrelsen fik undervejs mulighed for at præsentere sig med live lyd og billede.  

Teknikken svigtede heller ikke undervejs, så det hele forløb ganske udmærket online – sammen – men alligevel hver for sig.

Kampvalg til bestyrelsen

For første gang i mands minde var der kampvalg om de fem pladser, der var på spil, i bestyrelsen.

Mette Hviid Togsverd, adm. direktør på Folkebladet, Henrik Bartels, partner i Advodan og Bo Kristiansen, adm. direktør i Coma Systems var alle villige til genvalg.

Anders T. Johansen, ejer af ATJ-Energi, Kaare Dehn, ejer af KD Consulting og Malermester Palle Ranum ville også gerne i bestyrelsen. Palle Ranum fik færrest stemmer, mens de øvrige fem blev valgt ind.

Ud over de fem nyvalgte består bestyrelsen af Hanne Lunddal Jensen, ejer af Lunddal Consulting, André Kowalczyk, adm. direktør og partner i Værkstedsgårdens Ejendomsudlejning og Kenneth Waagenes, adm. direktør i Ryds Bilglas.

Bestyrelsen vil i nær fremtid holde et konstituerende møde og finde Erhvervssammenslutningens nye formand og fordele de øvrige poster.

Formanden og næstformanden takkede af

Der blev også tid til at sige pænt tak for indsatsen til afgående formand i Erhvervssammenslutningen Jens Sørensen, adm. direktør i Timegruppen. Jens har siddet i bestyrelsen i 30 år og fortsætter som almindeligt medlem.

Det blev også et pænt farvel og tak for indsatsen til Christian Ebbesen, der har været næstformand. Christian stopper i øvrigt helt i Erhvervssammenslutningen, da han ikke længere arbejder i den private sektor og har fået arbejde i Roskilde.

Undervejs på generalforsamlingen var der ikke flertal for de to stillede forslag om at stifte og uddele henholdsvis en idrætspris og en iværksætterpris.

Her er pdf med slides fra Formandens beretning, regnskaber, budget, kontingent, indkomne forslag mv.Download

Af Michael Odsgard

Erhvervssammenslutningen har i samarbejde med værterne for vores arrangementer i marts valgt at aflyse de planlagte møder pga Corona-virus.

Vores arrangementer trækker normalt mange deltagere og vi mener på nuværende tidspunkt at aflysningerne er i tråd med myndighedernes anbefalinger.

Vi vil forsøge at finde nye datoer til de aflyste arrangementer.

Fra Erhvervssammenslutningens side vil vi gerne opfordre jer medlemmer til at holde kontakten med hinanden i denne periode. Her er listen over alle medlemmerne, som man er velkommen til at ringe eller skrive til.

Se medlemmerne her…

LinkedIn og Influencer Marketing var temaet, da 60 medlemmer af Erhvervssammenslutningen deltog på netværksmødet på Scandic Hotel sidst i februar.

Dagens første indlæg kom fra Jacob Elton, LinkedInsider, der foran et snurrende kamera med tips og tricks demonstrerede nogle af LinkedIn’s mange muligheder. Jacob har i flere år undervist virksomheder og personer i at få det optimale ud af LinkedIn og alle fik noget med hjem.

Se video fra dagens program – klik her…

Dagens andet indlæg handlede om Influencer Marketing, som er en forholdsvis ny form for markedsføring på de sociale medier. Helt kort handler det om at iscenesætte personer – der har stor indflydelse på din målgruppe – til at hjælpe dig med et fortælle om jeres produkter og løsninger. Josephine Staunsbjerg, Jost Communication, gav os en grundig introduktion til emnet og viste med en række eksempler, hvordan Influencers blev brugt af virksomheder i dag. Helt klart et emne og metode vi kommer til at høre meget mere om i fremtiden.

Til sidst gik snakken om dagens emner ved bordene, mens deltagerne fik taget et nyt profilbillede til LinkedIn af Jesper Koefoed, Koefoed Fotografi, der ganske gratis tilbød at tage det helt rigtige billede – ok, nogen var i fotorummet lidt længere end andre – men resultaterne blev super og kan nydes på rigtig mange af medlemmernes LinkedIn profiler.

En stor tak til Bo Kristansen for at have sammensat et spændende program og tak til Scandic Hotel for lækker morgenmad og værtsskab.

Godt 100 medlemmer af Erhvervssammenslutningen deltog i årets Nytårstaffel sidst i januar.

Løvinden Mia Wagner fra DR’s iværksætterprogram Løvens Hule og CEO i Freeway-koncernen tryllebandt hele forsamlingen i en lille time med hendes syn på workbalance og værdier som ordentlighed, nysgerrig, respekt, tillid, ydmyghed og omsorg.

Mia Wagner kom blandt ind på, hvilke værdier hun arbejder med i koncernen, og hvordan netop værdierne er afgørende for kulturen i en virksomhed. Hun var også meget åben omkring hendes eget stressforløb for et par år siden og hvordan hun arbejder med stresssymptomer i dag, der stadig sidder i kroppen.

Det var meget inspirerende og som Jens Sørensen, formand for Erhvervssammenslutningen afslutningsvis sagde, så var det utroligt at vi alle kunne være så stille under foredraget.

Der var naturligvis også tid til netværk, brunch og bobler.

Her kan du følge Mia Wagner på LinkedIn – klik her…

Video: Klik her, hvis du vil se eller gense lidt af Mia Wagners foredrag.

Fotograf Jesper Kofoed har taget en masse gode billeder fra dagen, der kan opleves herunder.

Af Michael Odsgard

Emnet på årets første netværksmøde var at få lagt den helt rigtige plan for 2020.

32 medlemmer havde fundet vej til årets første netværksmøde med temaet om at lave den helt rigtige forretningsplan for 2020 og komme i mål med den.

Alle præsenterede sig selv og fortalte om de kom i mål med deres mål i 2019 og løftede sløret for deres nye mål for 2020. Efter denne runde blev deltagerne delt i fire grupper. Her gik snakken på, hvordan man kunne hjælpe hinanden med at nå de nye mål.

Snakken gik så godt at deltagerne fortsatte dialogen i små gruppe efter mødet var slut.

– Det har været et rigtigt godt møde med mulighed for at præsentere sig selv og ens virksomhed, få sat ansigter på de andre medlemmer og høre, hvad de laver. Dejligt at tale videre i grupperne og få et bedre og dybere kendskab til hinanden, det er en god måde at bygge relationer på, sagde Betina Frølund, Salgskonsulent i Rentokil Initial efter mødet.

Inden mødet sluttede helt fortalte Næstformand Christian Ebbesen lidt om det at sidde i Erhvervssammenslutningens bestyrelse og opfordrede mødets deltagere til at melde sig som kandidat på generalforsamlingen i foråret. Christian har skiftet arbejde og træder derfor ud af bestyrelsen.

Bo Kristiansen var dagens facilitator. Foto Jesper Koefoed

-mo.

Midt i januar var vi så heldige at have besøg af Rene Hjetting, der holdt et interessant indlæg om tillidsbaseret markedsføring.

Rene præsenterede os for seks metoder, der skulle være på plads, hvis man vil have succes med tillidsbaseret markedsføring, skabe langvarige kunderelationer og lade kunderne komme til sig uden at lave klassisk opsøgende salg.

Under videoen kommer en kort udgave af de seks gode råd:

René Hjetting har skrevet bogen Opbyg dit publikum, fordi han på et tidspunkt følte, at det egentlig lå langt fra hans menneskelige natur, at ‘jagte kunder’ ved f.eks. at ringe dem op eller sende mails for at få dem til at købe noget. I stedet ønskede René et setup, hvor kunderne kom til ham – og løsningen fandt han i tillidsbaseret markedsføring. Rene når bl.a. sine kunder med Podcasten Marketing to go.

Tekst og video af Michael Odsgard

Når man netværker, handler det om at uddele visitkort, tale som et vandfald og kende så mange som muligt. Hvis du er enig, så læs med her. For du har meget at lære!

Det handler ikke om at kende flest

En udbredt misforståelse er, at det største netværk er det bedste. Men sandheden er, at det er begrænset, hvor mange relationer man som menneske kan forholde sig til. Med andre ord får du ikke meget ud af at drøne fra det ene netværk til det andet for at skabe relationer. Du skal nemlig også have tid til at pleje relationerne. Så vælg det rigtige netværk og brug dine kræfter på dét.

En god netværker kan godt være introvert 

En anden misforståelse er, at kun udadvendte personer kan netværke. Men det handler ikke om at være god til at tale, men i stedet om at give andre det bedste indtryk af dig selv. En meget udadvendt type kan nemlig godt virke lidt andmasende på andre, ligesom det virker påduttende, hvis du efterlader en stor stak visitkort eller brochurer på bordet. Det giver ofte et meget bedre indtryk, hvis du er rolig, detaljeorienteret og sympatisk at tale med og holder igen med din salgstale. Spørg i stedet ind til modparten, hvad de laver og brænder for – eller har gjort sig af erfaringer.

Netværket er ikke til for din skyld

En klassisk fejl er også, at folk kun prioriterer netværket, når de selv har brug for hjælp. Men det duer ikke at netværke på bagkant – det svarer til at have en opsparing, hvor man kun vil hæve, men aldrig sætte penge ind.  Alt for mange tænker: Hvad får jeg ud af det? Men tænker ikke på at pleje og udvikle deres relationer. Så hav i stedet en “pay it forward”-tankegang, og del gavmildt ud af din viden. Så skal dit netværk nok hjælpe dig, hvis du en dag får brug for det.

Del ud af din ros og viden

Det er også udbredt, at folk faktisk får hjælp til at løse en opgave, finde job eller få anbefalinger, men glemmer at sige tak. Er du en af dem, så bliver dit netværk ret hurtigt træt af dig, fordi de ikke oplever, at det bliver værdsat. Så husk at sige tak og give tilbage, når du kan. Det gælder også, hvis du har viden, gode tip eller erfaringer, andre kan få gavn af. Det modsatte er nemlig en rigtig dårlig netværksstrategi. For viden er en af de ressourcer, der bare bliver mere af, hvis vi deler ud af den.

/ritzau

Vi får i gennemsnit 1 ny medlemsvirksomhed pr. uge, og vi ønsker naturligvis, at de bliver glade for at være en del af vores netværk. Men erfaringen viser desværre, at flere af de nye medlemmer aldrig ‘får tid’ til at komme til vores arrangementer med det resultat, at de melder sig ud efter 1-2 års passivt medlemskab. Det vil vi gerne lave om på!

Vi indfører derfor en mentorordning, hvor eksisterende medlemmer har til opgave at hjælpe nye medlemmer med at komme igang med at netværke. Helt konkret betyder det, at man som medlem får tildelt en mentee (en ny virksomhed beliggende i samme kommune), som man skal sørge for kommer til mindst et af vores arrangementer. Oftest er det bare et høfligt telefonopkald med en personlig opfordring, der skal til. Det får de nye medlemmer til at føle sig velkomne og sikrer samtidig, at eksisterende medlemmer hele tiden møder nye inspirerende mennesker til vores arrangementer.

Da vi har mange nye medlemmer, som trænger til et kærligt los i måsen, har vi brug for mange mentorer. Som mentor får du tildelt 1-3 nye medlemmer, som du har “ansvaret” for. Når medlemmerne er kørt ind, får du tildelt nye. Du kan til enhver tid melde dig til og fra som mentor.

SÅ – har du lyst til at være mentor og hjælpe nye virksomheder med at udnytte de potentieler, der ligger i at netværke, så send en mail til info@erhvervssammenslutningen.dk.

 

Vi elsker omtale, og endnu engang har vi fået spalteplads :

http://folkebladet.dk/2017/05/lokalt-erhvervsliv-holdt-staevnemoede/