Brøndby Fælleselevråd inviterer erhvervslivet med til at ”gøre en verden til forskel” for Kræftens Bekæmpelse

Når skoleeleverne i Brøndby Kommune onsdag d. 13. April afvikler projektet Gør en verden til forskel, er det med håbet om et tæt samarbejde med små og store virksomheder i lokalområdet. Mod et bidrag til den fælles donation stiller de ældste folkeskolelever på dagen deres frivillige arbejdskraft til rådighed.

Da Brøndby Fælleselevråd sidste år havde realiseret deres drømmeprojekt for første gang, var det med stor stolthed, at de kunne overføre 40.000 kr. til Red Barnet. Forinden havde skoleklasser fra hele kommunen arbejdet, optrådt eller handlet sig til små og store beløb, der røg direkte videre til den samlede pulje.

Det er alle tre folkeskoler i Brøndby, der bakker op om projektet og reserverer dagen til elevernes aktiviteter, og i år har Fælleselevrådet et særligt ønske:

”Vi vil rigtig gerne høre fra butikker, håndværkere og andre virksomheder, så vi kan tilbyde de mange interesserede et sted at gå hen og give den en skalle til fordel for Kræftens Bekæmpelse”, siger Melissa Hanratty, der går i 9. klasse på Brøndbyvester Skole og sidder i Fælleselevrådets bestyrelse, og fortsætter: ”Og så vil man både kunne vælge at få en enkelt eller to elever ud, eller hvis man har en større opgave, så måske at få en hel klasse ud.”

Erhvervsdrivende med et godt frivilligjob på hånden kan kontakte Fælleselevrådet gennem viceungdomsskoleleder Lasse Malmqvist på mail lamas@brondby.dk

Fakta:

Udgivet d. 7. marts 2016