Virksomhedernes dag i Vallensbæk

Vallensbæk Kommune byder velkommen til den årligt tilbagevendende erhvervskonference for virksomheder og erhvervsdrivende i Vallensbæk & Ishøj Kommuner. Endnu en gang byder de to kommuner i fællesskab på et spændende program for Virksomhedernes Dag, der blandt andet sigter mod at skabe yderligere dialog mellem kommunerne og det lokale erhvervsliv.

Deltagere på Virksomhedernes Dag kan se frem til en buket af spændende oplæg, der kan være med til at inspirere os alle til at modstå konkurrencen samt drage fordel af ny teknologi.

Kom og lyt til hovedtaleren Anders Hvid fra Dare Disrupt. Anders Hvid er kendt for sine visionære tanker om, hvorfor virksomhedsledere og erhvervsdrivende bør holde øje med den hastige teknologiske udvikling. Frit oversat er hans budskab: Vov at udfordre dig selv og din forretning, inden andre gør det!

På Virksomhedernes Dag får du også oplæg fra vores levende erhvervsliv, og du får blandt andet indblik i virksomheder, der handler med blomster og biler. Så møder du naturligvis også borgmestrene fra både Ishøj og Vallensbæk Kommuner.

Alle er velkomne, uanset branche, og uanset om man driver en mindre eller større virksomhed.

Vel mødt til Virksomhedernes Dag i Vallensbæk 2016.

Praktiske oplysninger

Tid
13. oktober, kl. 9-12 (derefter mulighed for frokost og besøg på kunstudstillingen)

Sted
ARKEN Museum for Moderne Kunst
Skovvej 100, 2635 Ishøj

Arrangør
Vallensbæk og Ishøj Kommuner.

Målgruppe
Arbejdsgivere, virksomhedsejere, erhvervsledere og nøglepersoner med interesse for teknologidagsordenen.
Tag gerne en kollega med.

Tilmelding
Tilmelding sker til erhvervskonsulent Henning Thomsen, Vallensbæk Kommune på mail hat@vallensbaek.dk
Deadline for tilmelding er d. 5. oktober 2016. Husk at oplyse navn, stilling, firma på tilmeldingen.

Inspirerende rammer på ARKEN
– Museum for Moderne Kunst

Deltagelse i erhvervskonferencen giver fri adgang til ARKEN’s aktuelle udstillinger, blandt andet sær-udstillinger med Gerda Wegener, Martin Bigum og samlingsudstillingen i anledning af museets 20 års jubilæum.

ARKENs fristende frokostbuffet er inkluderet og kan nydes efter den faglige del, der slutter kl. 12.
Program

9:00 Dørene åbnes

9:30 Velkomst
ved Borgmester Henrik Rasmussen, Vallensbæk Kommune

9:45 Hvordan påvirker teknologi den måde vi driver virksomhed på?
ved Direktør Anders Hvid, Dare Disrupt

10:45 Korte speedtalk oplæg;

Case: Digitale kundeoplevelser og digital forretningsudvikling
Interflora udvikles konstant. Digitalt forretningsflow via både web og apps gør det nemt at handle hos Interflora. Den øgede konkurrence har igangsat det nye brand POSY.
ved Marketingdirektør Zvi Goldstein og Marketing Manager Kirstine Berner, Interflora

Åben Skole – erhvervsmæssige muligheder og samarbejde med kommunerne
Magna fortæller om, hvilke gode fremadrettede erhvervsperspektiver de ser ved at samarbejde med kommuner om såvel undervisningsforløb som praktikforløb.
ved Adm. Direktør Thomas Hansen, Magna

Letbane og smart mobility – Erhvervsmæssige muligheder og trafikale udfordringer
Den nye letbane på ring 3 giver unikke muligheder for erhvervsudvikling, men også øget trafik i form af både biler og letbane. Det kræver en omstilling af pendleradfærd samt fokus på smart mobility.
ved Programleder Anna Thormann, Gate21

Case: Omstillingsparat jobcenter skaber relationer og professionel rekruttering
Jobcenteret hjælper Car Special og matcher deres behov i relation til både praktik, løntilskud og ordinære jobs. Man får derfor de rette kompetencer til både værksted og salg.
ved Afdelingsleder Stig Hardt, Jobcenteret og Adm. Direktør Michael Skou, Car Special

Efterfølgende mulighed for spørgsmål og drøftelse

11:45 Afrunding
ved Borgmester Ole Bjørstorp, Ishøj Kommune

12:00 Frokost i foyeren
Arkens fristende frokostbuffet står klar i foyeren og derefter er der fri adgang til Arkens udstillinger, hvor du på dagen kan se Martin Bigum, Gerda Wegener og Arkens 20 års samlingsudstilling.

Udgivet d. 14. september 2016