Vestbad: Meget mere end et svømmebad

Saunagus med ølsmagning, stand-up show, fælles LadyWalk og børnedisco. Vestbad i Brøndby vil skabe anderledes oplevelser, og det er en bragende succes. Sidste år kom der 331.000 gæster, hvilket er 32.000 flere end det hidtil bedste år

Der er løbet meget vand i bassinerne siden indvielsen 1958, hvor den senere statsminister Jens Otto Krag og Shahen af Iran indviede Brøndby og Rødovre Kommunes friluftsbad ’Vestbad’. Det fine besøg markerede allerede dengang, at det ambitiøse Vestbad var noget ganske særligt. Mange så det som en realisering af selve visionen om at skabe et nyt velfærdssamfund, hvor det gode liv skal være tilgængeligt for alle.

Sådan er det stadig mere end 60 år efter. Efter en totalrenovering af både friluftsbadet og den indendørs svømmehal fra 1970 til cirka 110 mio. kr. med støtte fra blandt andet Den A.P. Møllerske Støttefond fremstår det historiske og fredede friluftsbad helt, som da det var nybygget, mens den indvendige hal er blevet kraftig moderniseret og forbedret, så det nu blandt andet har to varmtvandsbassiner, et dybtvandsbassin med klatrevæg, en welness-afdeling med diverse saunaer, dampbad, spa og liggestole samt en større fitnessafdeling med bikesal og holdsal.

Fitnessafdelingen har fået ny holdsal og en bikesal, hvor Ulrik gerne tager en tur på de ny topmoderne cykler.

Vi skal turde tænke nyt

Men så er der også alt det, øjet ikke ser, for i forbindelse med det omfattende renovering stod Vestbad også og manglede en ny leder, der turde tænke nyt og ville udvikle stedet. Det er her Ulrik Olsen kommer ind i billedet. Han satte sig i stolen i november for tre år siden. Bag sig havde han en fortid med egne fitnesscentre i Rødovre og Brøndby gennem otte år samt tre år i den store kæde Fitness.dk, der overtog det ene af hans centre.

– Det var en spændende udfordring at komme ude fra det private og ind i de kommunale rammer og en kultur, der ikke har været underlagt den samme benhårde konkurrence. Der trækker jeg os nok lidt ind på midten med et højt serviceniveau, hvor gæsten skal være i centrum. For eksempel, når vi er et fritidstilbud, så skal vi da selvfølgelig have åbent så meget som muligt, når vores gæster har fri – selv om det så kan give nogle lange dage for os andre, siger han, og når nu håndværkerne alligevel gik og byggede om, så kunne han også bruge lidt tid til at reflektere over, hvorfor det egentlig var gået meget godt for hans egne fitnesscentre, som jo var ubetydelige i skyggen af de store fitnesskæder, der kæmpede hårdt for total dominans.

– Maskinerne i mine og deres centre var stort set ens, så det måtte være noget andet. For dem, der kom hos os, handlede det om, at de kunne lide, at det var mere personligt, og de oplevede mere nærvær. De synes, det var hyggeligt, også fordi vi lavede fælles aktiviteter som f.eks. træningsferie og rødvinssmagning.

Den nye welness-afdeling har både diverse saunaer, dampbad, spa og liggestole med ovenlys og kig til stjernerne, når det er mørkt.

Klub-fællesskab

Derfra var der ikke langt fra tanke til handling, og clubVESTBAD blev født, hvor de forsøger at skabe et fællesskab som sidste år, hvor de samlede et hold på 45, der stillede op i LadyWalk, saunagus med ølsmagning, gratis billetter til medlemmer, der vil bakke op om de lokale ishockyhelte Rødovre Migthy Bulls, og så det helt store: De to stand-up shows, de havde med Anders ’Anden’ Matthesen, der samlede 800 mennesker.

– Det var faktisk en af vores livreddere, der fik den helt vanvittige ide, at nu skulle vi have Anden ud i sit rette element på en scene midt ude i bassinet, og Anders Matthesen var vild med ideen, så vi fik lavet en scene, mens folk sad på en tribune uden om. Det blev ikke den store overskudsforretning, men det var megasjovt, og vi fik gjort os meget synlige i lokalsamfundet, siger Ulrik Olsen med et grin og fortæller, at clubVESTBAD i dag er oppe på over 1000 medlemmer, der alle får et nyhedsbrev.

– Vi skal hele tiden huske på, at vi er kommunale, så vi skal holde en hårfin balance, hvor vi ikke går ud med tilbud, der konkurrerer med det private, siger Ulrik Olsen. Her fotograferet udefor, hvor Friluftsbadet er blevet fredet, renoveret og står præcist som dengang det blev indviet i 1958.

Det skal være sjovt at komme her

Vestbad er underlagt en politisk sammensat bestyrelse fra de to kommuner, som bidrager til driften, og de kigger selvfølgelig på hvor mange gæster, der kommer, og hvordan det ser ud med tallene på bundlinjen, også er der noget, som Ulrik Olsen værner meget om.

– Vi skal hele tiden huske på, at vi er kommunale, så det er hele tiden noget med, at vi skal holde en hårfin balance. Vi skal ikke ud med tilbud, der konkurrerer med det private, hvor de kan komme og kritisere os for, at det ikke er en kommunal opgave, siger han og fortsætter:

– Men vi vil være meget mere end et sted, hvor folk bare kommer og får sig en svømmetur. Vores vision er at være lokalområdets og familiens foretrukne aktivitetscenter. De her arrangementer er selvfølgelig kun toppen af kransekagen, men de skaber fællesskab og får vores gæster til at synes, at det er sjovt at komme her. Desuden er vi også et sundhedshus med egne fysioterapeuter, babysvømning og træning af ældre i varmtvandsbassin.

Men det er store omvæltninger. Synes dit personale også, at det er sjovt at komme på arbejde?

– Der er ingen tvivl om, at jeg trækker tænder ud på personalet for at få indfriet alt det her. Det har også været en enorm omvæltning i forhold til den kultur, de har været vant til. Men meget ansvar er uddelegeret til afdelingsledere, vi holder driftsmøder og coacher hinanden, så jeg fornemmer, at trivslen og arbejdsglæden er på vej op. De tog da selv initiativ til sommerfesten, og at vi alle skulle have en drillenisse til jul. Det ser jeg som gode tegn.

Men hvad med dig selv, du er underlagt chefer i et kommunalt system med andre arbejdsgange?

– Det kan ind imellem godt være lidt svært. Beslutningsgangene er lidt mere omstændige og derfor går det hele lidt langsommere. Men mange ude i det private tænker på kommunalt ansatte som nogle, der ikke løber så stærkt, og så kommer de klokken 8 og går klokken 16. Det er en stor fejl. Der bliver løbet stærkt, og mange har mere end 37 timer om ugen, så jeg oplever på ingen måde, at folk triller tommelfingre.

Nu kan man klatre til tops på den nye klatrevæg og lade sig falde ned i dybtvandsbassinet.

Det lokale netværk er vigtigt

Desuden kan Ulrik Olsen godt lide, at det kommunale system på nogle punkter kan virke lidt mere menneskeligt med orden i overenskomster, og at man tager et socialt ansvar, der hvor man kan med praktikanter og jobtræning. For ham var det også helt naturligt at melde Vestbad ind i Erhvervssammenslutningen her i november.

– Det er vigtigt at være engageret i det lokalsamfund, man agerer i, og der er Erhvervssammenslutningen det største og bedste netværk. Det betyder meget for mig at kunne sparre med andre ledere om ideer og kunne dele erfaringer fagligt omkring ledelse. For uanset om vi er i det private eller det offentlige, så er vores udfordringer stort set de samme, nemlig de som vi har ansat.

Når det er sagt, så går det faktisk godt for Vestbad, endda temmelig godt. Sidste år havde de det bedste besøgstal i deres 60 årige lange historie. 331.000 besøgende, og det var 32.000 flere end deres hidtil bedste år. Og sidste år nåede Friluftsbadet ikke en gang af åbne, fordi renoveringen var forsinket. Det gør det i år – og det har straks skabt nye ideer.

– Lige nu går vi lidt med tanker på EM i fodbold og Tour de France. Det kunne være mægtigt at have det på storskærm, hvor man så kunne tage en dukkert undervejs, og vi tænder op i grillen, siger Ulrik Olsen og lyser op i et grin.

Vestbad er månedens profil i Januar 2020.

Af Johannes Nørgård, ODSGARD A/S

Udgivet d. 14. januar 2020