43 virksomheder og kommuner har taget hul på drøftelserne om, hvordan man sikrer den bedst mulige fremkommelighed, når Letbanebyggeriet går i gang i 2018. Det handler først og fremmest om god information og om at finde løsninger, som gør det enkelt at bidrage til at nedbringe trængslen.
Det skal være nemt at komme på arbejde, for det har stor betydning for kunne tiltrække og fastholde de rigtige medarbejdere. Det mener en række virksomheder, som har det til fælles, at de ligger omkring Ring 3. De kender alle betydningen af de problemer, trafikkøerne har for deres medarbejdere i dag. Udfordringen bliver ikke mindre, når Letbanebyggeriet går i gang i 2018.
Derfor har virksomhederne tilsluttet sig netværket ’Smart Mobility in Loop City’, hvor virksomheder, kommuner, Region og trafikselskaber samarbejder om at fremme smart og grøn mobilitet under og efter anlæggelsen af Hovedstadens Letbane.
“For vores virksomhed – som har hovedkvarter tæt ved Vallensbæk Station – er en god tilgængelighed et konkurrenceparameter, når vi skal ansætte de rette medarbejdere”, fortæller Poul Dudal Madsen – Kvalitetsansvarlig i Ricoh Danmark A/S. “Derfor er det vigtigt for os, at have et forum, hvor vi har nem adgang til dialog med kommunen og andre beslutningstager i anlægsperioden. Det regner jeg med at kunne få i Smart Mobility-netværket”, siger Poul Dudal Madsen.
Samarbejdet i gang på konference
Netværket blev skudt i gang med en stor konference, hvor deltagerne fik information om planerne for Letbanen og lejlighed til at pege på de udfordringer og løsninger, de ser, når byggeriet går i gang.
“Udfordringerne er forskellige virksomhederne imellem. Det handler om alt fra medarbejdernes tryghed i forhold til at nå at hente børn – til virksomheder, der er afhængige af at deres varer kan blive leveret til tiden. Den gode nyhed er, at trængslen kan afhjælpes på mange måder”, fortæller Anna Thormann fra programleder i Gate 21, som faciliterer netværket. Hun fortsætter:
“Fra tidligere projekter har vi gode erfaringer med, at virksomheder deler deres viden og erfaringer med at ændre eller reducere medarbejdernes transport. Det kan fx være initiativer, som understøtter medarbejdernes lyst til at bruge andre transportformer eller ved at benytte virtuelle møder og hjemmearbejdsdage. Det vigtige er, at løsningen ligger godt i tråd med virksomhedens mål, og at de på forskellig vis kan gavne virksomhedens bundlinje inden for økonomi, miljø, CSR, sundhed og trivsel”.
Letbanebyggeri vil skabe øget trængsel i byggefasen
Det er hævet over enhver tvivl, at byggeriet af Letbanen vil påvirke den i forvejen trængte Ring 3. Derfor giver det god mening allerede nu at gøre sig klar til at håndtere de udfordringer, byggeriet vil give.
“Det tager tid at ændre transportvaner, og jo før vi kommer i gang, jo bedre rustet vil vi være, når byggeriet går i gang”, siger Poul Dudal Madsen fra Ricoh Danmark A/S.
Der er plads til flere virksomheder i netværket, og virksomhederne langs Ring 3 opfordres derfor til at gå aktivt ind i samarbejdet om medarbejdernes transportmuligheder. Du kan få information om netværket på hjemmesiden www.gronmobilitet.dk eller ved at kontakte Gate 21.
Om netværket
Smart Mobility in Loop City Smart Mobility in Loop City er et netværk for virksomheder, der ønsker at holde sig orienteret om letbanebyggeriet, og som gerne vil have hjælp til at understøtte medarbejdernes brug af cykel, tog, bus eller samkørsel. I netværket vil virksomhederne udvikle lokale, sammenhængende og smarte transportløsninger, der fremmer deres medarbejderes mobilitet og dermed arbejdsglæde.
Netværket Smart Mobility in Loop City er et initiativ i Loop City samarbejdet. Loop City er et strategisk samarbejdsprojekt mellem 10 kommuner, region og stat om by- og erhvervsudvikling ifm. etableringen af den kommende letbane.
Netværket faciliteres af non-profit organisationen Gate 21 i samarbejde med Movia og DTU og arbejder i øjeblikket med aktive mobilitetsindsatser i Albertslund, Glostrup, Gladsaxe, Lyngby- Taarbæk, Vallensbæk, Ishøj, Brøndby og Hvidovre. I projektet indgår desuden en række samarbejdspartnere omkring mobilitet herunder Hovedstadens Letbane, DTU, DSB S-tog m.fl.
Læs mere om netværket Smart Mobility in Loop City på www.gronmobilitet.dk
Læs mere om Hovedstadens Letbane på www.dinletbane.dk
Bygger videre på gode erfaringer Smart Mobility in Loop City bygger videre på erfaringerne fra mobilitetsprojektet Formel, hvor 70 arbejdspladser arbejdede med at fremme smart mobilitet fra 2011 – 2014. Formel M viste, at mobilitetsplanlægning har mange fordele, herunder CO2-besparelser, grøn vækst, bedre sundhed og god økonomi. Læs mere her
Kontakt
For mere information om Loop City kontakt by-strategisk programleder Vibeke Linde-Strandby, mobil: 23 49 42 10, e-mail: vls@loopcity.dk
For mere information om Smart Mobility in Loop City kontakt projektleder i Gate 21 Charlotte Hauerslev, mobil: 53 87 70 03, e-mail: charlotte.hauerslev@gate21.dk
For presse i øvrigt kontakt kommunikationschef i Gate 21 Marie Sisse Brown, mobil: 3145 0143, marie.sisse.brown@gate21.dk