Næsten 25 deltagere havde valgt at lægge vejen forbi Glostrup Park Hotel for at blive klogere på både inkasso og fakturaadministration.

Dagens indlægsholder, Martin Stensgård, fra VES Advokater er ekspert i inkasso og inddrivelse af pengekrav. Han har mere end 15 års erfaring med at inddrive tilgodehavender på vegne af sine klienter, så bestemt en mand, der ved hvad han taler om.

Martin startede med at give en kort introduktion til VES Advokater og deres forskellige arbejdsområder.

Herefter tog han fat på dagens egentlige tema, nemlig inkasso. Martin gav en grundig introduktion til inkassoens vej fra A til Z med alle de faldgruber, der kan være undervejs. De problemstillinger, man kan støde på, når der skal kræves penge ind, blev ligeledes gennemgået. Her var der en rigtig god dialog med deltagerne om deres egne erfaringer fra deres respektive virksomheder.

Inkasso er et ‘tungt’ stof for mange qua den megen lovgivning, der er på området. Martin formåede dog at formidle stoffet på en måde, så alle gik fra møde med nyttig, ny viden og gode råd til at optimere deres rykkerprocedure.

Martin Stensgård præsenterede også ‘Inkassoekspertens 10 bedste råd’ – en e-bog som VES Advokater har lavet til deres kunder. Den e-bog har vi fået lov til at videregive, så klik på billedet herunder, hvis du vil læse med 👇

Der skal lyde et stort TAK til Martin for at dele ud af sin viden og gøre medlemmerne klogere på et svært tema.

Efter dagens indlæg var det – som altid – tid til at netværke, mens der blev spist en lækker sandwich. Og som det kan ses på billederne herunder, fortsatte den gode stemning mens snakken gik lystigt blandt deltagerne.

Hele Netværksmødet blev bundet sammen af Bo Kristiansen, der var facilitator på mødet.

Og som altid er der fantastiske billeder fra fotograf Jesper Koefod.

Glostrup Kommune ønsker at være en attraktiv by at etablere og drive virksomhed i. Derfor har kommunen arbejdet på en ny erhvervsstrategi, der kan bidrage til et stærkt og forpligtende samarbejde mellem Glostrup Kommune og Glostrups erhvervsliv og derved understøtte Glostrup erhvervsliv bedst muligt.

Glostrup Kommune inviterer derfor alle virksomheder i Glostrup til en workshop tirsdag d. 14. marts kl. 16.00 – 19.00 på Glostrup Stadion.

På workshoppen vil du have mulighed for at bidrage med nye ideer og tanker omkring et gunstigt samarbejde mellem erhvervslivet og Glostrup Kommune, samt kommentere på det udkast til en ny erhvervsservicestrategi, du ser herunder – klik på billedet.

Workshoppen starter med en velkomst ved Borgmester Kasper Damsgaard, og derefter vil der være et oplæg om udviklingen af erhvervslivet i hovedstadsregionen og erfaringer fra det virkelige liv. Efterfølgende vil der være en præsentation af erhvervsservicestrategiens hovedpunkter. Til slut vil der være mulighed for at drøfte 3-4 emner fra strategien i mindre grupper på workshoppen.

Du får her en unik mulighed for at påvirke Glostrup Kommunes erhvervsservicestrategi med dine ideer og input.

Vil du med, skal du senest d. 6. marts tilmelde dig hos Dorthe Kjerulf, Erhvervsambassadør Glostrup Kommune på dorthe.kjerulf@glostrup.dk.

Endnu et velbesøgt Netværksmøde med hele 38 deltagere er blevet afholdt. De havde alle valgt at lægge vejen forbi Sallie’s Race Lounge for at netværke og blive klogere på, hvad tillid kan gøre i en virksomhed, men også i et netværk.

Første punkt på dagsordenen var selvfølgelig en lækker morgenmad og netværk, men derefter skulle alle lige en tur op af stolene og high five sidemændene/kvinderne – så var man HELT sikker på, at alle var vågne!

Dagens gæstetaler, Stina Trojlsgaard, Direktør og Erhvervspsykolog, tog herefter fat på dagens tema – tillid. Tillid er nødvendig, for at få alle til at arbejde i samme retning, og undgå at man spænder ben for hinanden.

Når tilliden er der, er der en lang række fordele:

Tid er en vigtig faktor for opbyggelsen af tillid. Vi har typisk størst tillid til dem, vi kendt i mere end 5 år. Derfor er det vigtigt, at du bliver ved med at deltage på Netværksmøderne, så du får en masse gode og tillidsfulde relationer.

Emnet var super relevant både i forhold til egen virksomhed, men også i relation til det at netværke.

Undervejs var der en god debat om de udfordringer, der kan være med tillid internt i virksomhederne.

Og til sidst et lille tip…hvis du har behov for at låne kr. 500,-, så skal du bare gå til Kenneth Waagenes, for han vil hjertens gerne hjælpe! Det er da tillid… 😄💰

Hele Netværksmødet blev bundet sammen af Bo Kristiansen, der var facilitator på mødet.

Endelig skal der lyde en STOR tak til Sallie’s Race Lounge for endnu en gang at lægge lokaler til et Netværksmøde.

På den sidste dag i januar mødte ca. 115 medlemmer op til årets nytårskur på Hotel Scandic i Glostrup.

Og sikke en nytårskur det blev med lækker brunch, masser af grin, brugbar viden om ledelse og ikke mindst mulighed for at netværke.

Mens medlemmerne nød den lækre brunch gjorde Erhvervssammenslutningens formand, André Kowalczyk, status over 2022.

2022 var et år, der begyndte med corona – og derfor med corona-arrangementer, dvs. arrangementer på Teams. Men heldigvis vendte det, Danmark åbnede op og Erhvervssammenslutningen vendte tilbage med fuld styrke.

Læs hele formadens tale her

Herefter blev det tid til dagen foredragsholder, Nils Villemoes.

Nils Villemoes leverede et brag af et foredrag, hvor han tog komplekse problemstillinger om ledelse og strategi ned i øjenhøjde, gjorde det forståeligt for alle samtidig med at alle morede sig højlydt. Nils Villemoes er en sand mester i brugen af det danske sprog og det fik salen til at bryde ud i latter flere gange undervejs.

Selvom der var mange grin, gav foredraget også indsigt i ledelse som et værktøj til at skabe de rigtige rammer for samarbejde. F.eks. disse pointer:

Om vækst: “Vi mangler ikke noget! Vi mangler nogen, der mangler noget!” I hungren efter vækst, har vi overhalet efterspørgslen og betaler pt. prisen for det, bl.a. gennem inflationen.

Om systemer, processer og rammer: De er vigtige, men de kan i sig selv ikke løse opgaver. “Mennesker løser opgaver”

Om ledelse: Ledere skal sikre, at strategien kan omsættes til noget konkret for “synergien” (energien fra alle bidragsydere i virksomheden) skal sikre at energien anvendes på at levere konkrete indsatser til strategien.

Tak til alle der deltog og var med til at gøre Nytårskuren 2023 til en festlig start på året!

Fotograf Jesper Michael Koefoed, Koefoed Kommunikation, har taget en række billeder fra arrangementet – se dem herunder 👇

På årets Nytårskur gjorde Erhvervssammenslutningens formand, André Kowalczyk, status over 2022. Læs hele hans tale her:

Kære alle

Først og fremmest – Godt nytår!

Det er glædeligt, at se så mange deltagere til Erhvervssammenslutningens Nytårskur.

2022 har været et spændende år i Erhvervssammenslutningen. Den første halvdel var kraftig påvirket af corona. Desuagtet lykkedes det med stor hjælp fra Michael Odsgard og vores facilitator Bo Kristiansen at afholde jævnlige møder i netværket via Teams og med mange interessante oplægsholdere.

Hen over sommeren slap coronaen heldigvis taget i os alle, og vi fik en mere normal tilværelse. Bo som har gjort et kæmpe arbejde for Erhvervssammenslutningen valgte at udskifte formandsposten med en post som bestyrelsesmedlem. Efter et meget hårdt kampvalg blev vi enige om, at jeg overtog formandsposten…

Efterfølgende har vi haft en af de mest spændende perioder i Erhvervssammenslutningens historie.

Vi er nu ca. 200 medlemsvirksomheder og efter et fald i medlemstallet i corona-perioden, kommer der nu igen løbende nye medlemmer.

Vi forsøger aktivt at involvere vores lokalpolitikere og nøglepersoner fra kommunerne, og har en god dialog med både borgmestrene, andre folkevalgte og embedsværkerne fra Brøndby, Glostrup, Vallensbæk og Albertslund kommuner – tak for det!

Vi har efter coronaen slap sit tag i os alle, afholdt 10 netværksmøder, generalforsamling m.m. herunder:

Netværksmøder blandt andet om:

  1. Innovativ problemløsning,  
  2. Offline vs. online markedsføring
  3. Udbud af kommunens indkøbsopgaver
  4. Vær hinandens bedste ambassadører
  5. Planlægning af strategi
  6. Om synlighed.

Vi har afholdt foredrag med nationalbankdirektør Per Callesen, hvor der meget overraskende kun var ca. 60-70 deltagere. Meget spændende foredrag fra en person, der rent faktisk er medbestemmende omkring pengepolitikken.

Han talte blandt andet om den meget kunstige lave rente, den meget lave inflation og årsagerne hertil. Han var ikke nødvendigvis enig i de politiske beslutninger, der lå til grund herfor.  

Vi afholdte et meget interessant møde om Byplanlægning og erhvervsliv, hvor Lars Thylander og Thomas Fokdal fortalte lidt om udviklingen i bygningsmassen.

Sidst men absolut ikke mindst afholdte vi en meget succesfuld Erhvervskonference, med deltagelse af borgmestrene fra: Glostrup, Brøndby, Vallensbæk og Albertslund kommuner, og spændende oplægs- og foredragsholdere.

Og allerede nu kan jeg løfte sløret for, at vi igen i 2023 vil afholde en Erhvervskonference.

Mange medlemmer deltog i mødet med Mathias Tessfay dagen efter folketingsvalget. Mødet var arrangeret af Rotary, der var så rare, at de indbød interesserede i at deltage.

Alle vores møder indeholder et væsentligt punkt, nemlig tid til at tale med hinanden – både med dem man kender, dem man gerne vil kende og engang imellem også helt fremmede.

Vi ønsker at 2023 bliver endnu mere spændende for Erhvervssammenslutningen. Vi har allerede holdt et netværksmøde, et virksomhedsbesøg hos Bravida Danmark og nu: Nytårskuren. Alle med meget flotte deltagerantal.

… og i februar afholdes 2 møder:

Netværksmøde d. 7. februar om at skabe tillid i din virksomhed, og Netværksmøde d. 23. februar hvor et lokalt advokatfirma vil fortælle om alt det, man skal vide om inkasso og fakturaadministration. Særligt sidstnævnte møde er bemærkelsesværdigt, da alle deltagere har mulighed for at møde dygtige advokater uden at skulle betale for det…

Jeg skal opfordre alle til at besøge vores hjemmeside og tilmelde sig.

Resten af 2023 bliver løbende slået op på vores hjemmeside. Af de større arrangementer kan jeg blandt andet oplyse, at der i maj måned afholdes generalforsamling i Albertslund kommune. Generalforsamlingen er vi allerede i gang med at planlægge og i efteråret afholdes også Erhvervskonferencen 2023.

Erhvervssammenslutningen er intet uden jer medlemmer, så vi hører gerne jeres tilbagemeldinger og forslag til indholdet af netværksmøder, foredrag samt gode råd om hvad vi kan gøre bedre.

Og nu vil jeg give ordet til Niels Villemoes. Vi glæder os til at høre om rigtigt BØVL!

Formand André Kowalczyk

Næsten 60 medlemmer havde valgt at stå tidligt op for at tage med på virksomhedsbesøg hos Bravida Danmark A/S.

Her blev der lagt ud med en lækker morgenmad og tid til at netværke inden man gik i gang med dagens højaktuelle temaer: Grøn omstilling, udrulning af fjernvarme samt CO2-regnskaber.

Første indlæg kom fra projektleder Michael Thomsen, Vestegnens Kraftvarmeselskab.

Michael gav en status på udrulningen af fjernvarme. Han fortalte bl.a. om de komplicerede processer ved udrulningen og om de udfordringer, der er opstået, idet både materialer og arbejdskraft er blevet en mangelvare, og dermed er blevet uforholdsmæssigt dyre.

Michael pointerede ligeledes, at politikernes målsætning om udrulning af fjernvarme var urealistiske, og efter hans bedste overbevisning var rent valgflæsk…

Herefter var det Tommy Berthel, Bravida Danmark A/S, der gik på.

Tommy fortalte om EU’s ny klimastrategi for bæredygtighed, der sigter mod et klimaneutralt EU senest i 2050. Det er der kommet en ny EU-lovpakke ud af, der stiller skærpede krav til alle store og børsnoterede virksomheder. Det betyder, at der fra regnskabsåret 2023 skal laves en ESG-rapportering med bl.a. et CO2-regnskab.

MEN…det er værd at bemærke, at selvom du ikke er en børsnoteret virksomhed, kan det ramme dig alligevel, hvis du er underleverandør til en børsnoteret virksomhed.

Til rapporteringen er der brug for en kortlægning af energi og Co2 emissioner. Her kan Bravida hjælpe deres kunder med at få overblik over energiforbruget i en bygnings tekniske installationer. Overblikket bidrager til at reducere energiforbruget, sænke udgifterne på service og generer som sagt data til brug for beregning af CO2 udledning.

Endnu en gang tak til Bravida Danmark A/S for at ville have Erhvervssammenslutningen på virksomhedsbesøg og for at gøre os klogere på nogle af tidens hotteste emner.

Med Erhvervssammenslutningens digitale medlemsmærke har du mulighed for at skilte med, at du/I som virksomhed er en aktiv del af Erhvervssammenslutningen.

Alle medlemmer kan en gang om året downloade et medlemsmærke, som kan bruges i markedsføringen, så andre medlemmer og virksomheder kan se, at du/I er en del af Erhvervssammenslutningen og støtter op om det lokale samarbejde – det vil sige, du kan bruge dit medlemskab på en ny måde.

Brug det for eksempel:

Vi er glade for af at kunne præsentere vores digitale medlemsmærke for 2023:

Sådan downloader du det digitale medlemsmærke:

Det er en god ide at lade mærket linke til Erhvervssammenslutningen.dk, når du bruger det i din markedsføring, på hjemmesiden, i autosignaturen etc. På den måde er det nemt for læserne at finde mere information om Erhvervssammenslutningen, og måske blive fristet til selv at melde sig ind.

På årets første Netværksmøde skulle vi have nytårsforsætterne på plads. I virksomheder hedder det ikke nytårsforsætter, men forretningsmål. De kan dog være lige så svære at holde, som vores private nytårsforsætter.

Derfor var der også rift om pladserne på Netværksmødet, hvor hele 35 medlemmer var mødt op for at få input, til at lave en plan for 2023. Lokalet hos Nykredit var fyldt til bristepunktet, men det gav blot en rigtig god energi til mødet.

Der blev sat fokus på, hvordan man kommer i mål med den perfekte plan for sin virksomhed. Hvordan man får lagt den rigtige strategi. Og hvordan man kan bruge sit netværk til at komme i mål?

Undervejs blev der holdt individuelle præsentationer, og der blev arbejdet i mindre gruppe, så alle kunne hjælpe hinanden med at få lagt den perfekte plan for 2023.

Hele Netværksmødet blev bundet sammen af Bo Kristiansen, der var facilitator på mødet.

Der skal lyde en STOR tak til Nykredit for endnu en gang at lægge lokaler til et Netværksmøde.

Kære medlemmer

Nu er 2022 ved at rinde ud. Begyndelsen af året var præget af fortsatte restriktioner med COVID-19, men heldigvis lykkedes det at holde mange af vore planlagte arrangementer – blandt andet som zoom-møder.

I 2022 lykkedes det os, at få etableret en Erhvervskonference. Konference blev en stor succes ikke mindst på grund et spændende program, men også på grund af en fantastisk opbakning og stort fremmøde fra jer medlemsvirksomheder og fra Glostrup, Brøndby, Vallensbæk samt Albertslund Kommuner.

Erhvervssammenslutningen har også for alvor fået gang i alle vores øvrige aktiviteter: netværksmøder, foredrag og sociale arrangementer.

Samlet har 2022 været et godt år, og jeg glæder mig til 2023, hvor vi fortsætter med vores mange aktiviteter, netværksmøder, inspirerende foredrag og møder, hvor vi møder alle de andre spændende medlemmer af Erhvervssammenslutningen.

Tak for jeres deltagelse og opbakning til alle aktiviteterne og møderne i årets løb. Jeg håber, at se jer alle til mange spændende møder i 2023.

Med de bedste ønsker om en glædelig jul og godt nytår til jer alle og jeres familier!

André Kowalczyk

Formand for Erhvervssammenslutningen

På Netværksmødet ‘Det handler om synlighed’ tirsdag d. 6. december var 40 medlemmer mødt op for at pleje det eksisterende netværket og for at få ny kontakter, der kan arbejdes videre med.

Der blev budt på lækker morgenmad på Hotel Scandic Glostrup inden hvert medlem fik præcis 30 sek. til at præsentere sig selv og sin virksomhed.

Herefter skulle der arbejdes i grupper, for hvad kan man selv gøre for at forbedre sit netværk? Før, under og efter Netværksmødet?

Det hele handler om synlighed:

Der var en vældig snak i grupperne og langt de fleste medlemmer gik da også hjem med nye kontakter og nogle endda også med et planlagt møde i kalenderen.

Hele Netværksmødet blev bundet sammen af Bo Kristiansen, der var facilitator på mødet.