USA bag facaden – Steffen Kretz gæstede Erhvervssammenslutningen

Tirsdag aften bød Erhvervssammenslutningen på en særlig oplevelse, da DR’s mangeårige USA-korrespondent Steffen Kretz gæstede Hotel Scandic Glostrup med foredraget “Storm på vej”. Det blev en aften fyldt med skarpe analyser, personlige beretninger og stærke indsigter i verdens mest betydningsfulde stormagt.

Med 160 deltagere, var der fyldt godt op i salen, og stemningen var præget af både forventning og nysgerrighed. Inden foredraget havde medlemmerne mulighed for at nyde en god middag sammen i eget lokale, hvilket gav rig mulighed for at netværke og få en uformel snak.

Med udgangspunkt i sin anmelderroste bog og sin mangeårige erfaring som DR’s korrespondent i Washington, tegnede Kretz et skarpt og personligt portræt af et USA i opbrud. En nation præget af politisk kynisme, voksende mistillid til systemet og stærke samfundsmæssige skel.

Steffen Kretz beskrev, hvordan både højre og venstrefløj føler sig snydt og forrådt af et politisk system, der i stigende grad styres af økonomiske interesser. Sponsorer spiller en central rolle, og ingen politiker får kampagnepenge uden forventninger om noget retur. I dette landskab har Donald Trump fundet et publikum og en platform, som han udnytter effektivt – ofte på bekostning af de demokratiske spilleregler.

Foredraget var ikke blot en analyse, men en personlig beretning fortalt med varme, indsigt og et glimt i øjet – og det satte tydeligvis gang i mange refleksioner blandt deltagerne. Der var god spørgelyst efter foredraget og mange købte bogen Storm på vej, som Steffen Kretz signerede med vanligt smil på læben.

Erhvervssammenslutningen og Glostrup Scandic Hotel stod bag arrangementet. Der kommer flere lignede arrangementer i fremtiden, så hold øje med arrangementssiden eller få vores nyhedsbrev.

abonner på vores nyhedsbrev
FØLG OS

Andre har også set

Scroll to Top